Gæstgiveri Bregninge
Vi byder jer varmt velkommen indenfor i vores lille Gæstgiveri, hvor lokal mad, godt humør og fællesskab er på programmet hver eneste dag. Gæstgiveri er et begreb fra middelalderen, hvor konger og adelen på rejse lod sig beværte på gårdene, nød godt af husmoderens kogekunst og stedets varme alkover. På Gæstgiveri Bregninge åbner vi på samme måde dørene til vores hjem og inviterer rejsende ind. I vil også kunne mærke, at vi er inspireret af den Italienske ferieform agriturismo, hvor man netop søger logi på landet, og hvor værtsparret står i køkkenet og maden er lavet af egne lokale råvarer og serveres med god italiensk vin.
Vi har vinket farvel til en travl Københavner-hverdag med velbetalte jobs i finansbranchen. Hanne er fra København og har arbejdet 25 år på toplederniveau inden for finans, senest som HR-direktør i VP Securities. Steen er fra Bornholm, er oprindelig bankuddannet og har siden arbejdet i forsikringsselskab, realkredit og som ejendomsmægler. Senest som kunderådgiver og vurderingskonsulent i BRFKredit.
For halvandet år siden blev vi to enige om at skifte dagligdagens trummerum ud med en jordomrejse, hvor vi blandt andet lagde vejen forbi USA, Vietnam og flere steder i Europa. Det var især et månedlangt ophold på Sicilien, der ledte tankerne hen på en gammel drøm om at få vores eget sted, hvor vi kan beværte overnattende og madglade gæster.
I flere årtier har Hanne dyrket madlavning som hobby, og hun har brugt meget af sin fritid på at arrangere og kokkerere til fællesspisning i forskellige formater. Derudover har vi altid nydt at bruge vores rejser til at finde creme de la creme af vine, olier og oste, og smage os frem til inspiration, som vi har kunnet præsentere og servere for vores mange gæster. Den tradition tager vi med til Gæstgiveri Bregninge.
Lokal mad og fællesskab
Det vigtigste er, at vores gæster føler sig hjemme hos os, hvor vi altid står klar med åbne arme og smagfuld mad af lokale råvarer. Som gæster vil I højst sandsynligt også møde vores familie og venner i løbet af sommeren, hvor de giver en hånd med. Vi kommer fra en storfamilie, hvor fællesskabsånd og hyggestunder over et madfyldt langbord altid er i fokus. Det er denne stemning, I bliver en del af, når I lægger vejen forbi os – uanset om I overnatter eller er kommet for at smage på køkkenet.
Vi glæder os til at beværte og bespise jer alle.
På glædeligt gensyn i Gæstgiveriet fra Påsken 2019.
Hanne Andersen og Steen Rønne